Et skarpt bid
Rekonstruktioner af hestens udstyr kan være nøglen til forståelsen af vikingetidens ryttere
Et af Fregerslev-projektets mål er at rekonstruere hestens udstyr. Det vil vi af flere årsager. Der er selvfølgelig den formidlende værdi i genskabelse, men ønsket om at komme tættere på vikingesmedens og lædermagerens kundskaber vejer endnu mere. Ved at genskabe udstyret og afprøve det på en levende hest, vil vi også få et unikt indblik i, hvordan de forskellige dele af udstyret påvirker hesten, og i samme åndedrag vil det stå mere klart, hvor dygtig en rytter vikingen egentlig var. Var alt kun til pynt eller kunne man også bruge udstyret i en presset situation, som eks. krig.
Til det formål har vi allieret os med hestedyrlæge Maria Nørgaard, som bruger en stor del af sin fritid på at rekonstruere alverdens genstande fra jernalder og vikingetid, bl.a. hesteudstyr. I øjeblikket er hun i gang med et meget spændende projekt kaldet Vikinger på rejse (se www.vikingerejsen.dk), hvor de drager ud i Danmark for at formidle vikingetiden. Rejsen foregår på hesteryg og vogn, kun med de fornødenheder man kunne forestille sig i vikingetiden.
I forbindelse med Fregerslev-projektet har Maria i samarbejde med smeden Lars Mørch, fremstillet en rekonstruktion af bidslet. Et trensebid med sidestænger og kindplader samt et skarpt bid. Særligt det skarpe bid har vakt nysgerrigheden. Denne type bid findes kun i en kortvarig periode fra ca. 925-975 e.Kr., hvor den dominerer i ryttergravene i det gammeldanske område. Maria har på forsvarlig vis testet bidslet på sin egen hest, og derved fundet ud af, at biddet er yderst effektivt til at skabe hurtige reaktioner hos hesten. Det vil sige, hvis man lynhurtigt skal foretage en u-vending, så er det muligt, og det er ligeledes også muligt kun at anvende en hånd til styring af hesten, hvilket kan være en altafgørende fordel i en krigssituation. Vi kan jo ikke ud fra dette konstatere at vikingerne krigedes til hest, men vi kan konkludere at det i hvert fald var muligt med den særlige bid-type. Senere i projektforløbet skal der tages hul på fremstillingen af det øvrige hesteudstyr.