Mere overdådig pynt til hesten
Nyt røntgenfoto afslører spændende detaljer af hestens udsmykning
Arkæologerne på Fregerslev-gravningen er ved at blive helt afhængige af lækre røntgenfotos! Endnu en gang drejer det sig om flere spændende beslag til hestens udsmykning. De små pyntenitter (omkring 1 x1 cm) er sirligt placeret op ad hinanden, hvilket betyder at de har siddet på et større fast element. De minder meget om rasleblikgrupper fra ryttergraven i Grimstrup, både i form og placering. I Grimstrup er sådanne systemer tolket til at have prydet bagpartiet på hesten.
De nye fund viser at større dele af hesten var dekoreret med fint udførte beslag og pyntenitter placeret på læder og træ. Hesten må virkelig have været et prægtigt syn! Datidens rolls royce.