Den rige ryttergrav i Fregerslev

På en bakketop ved Fregerslev blev et knapt 10m² egebygget kammer opført i midten af 900-tallet som gravmæle for en magtfuld stormand. Begravelsen har været et mindeværdigt skue med ofringer af dyr og fremvisning af guld- og sølvbelagte gravgaver, som skulle understrege slægtens status. Særligt hesteudstyret må have været et imponerende syn med hundredvis af guld- og sølvbelagte pyntenitter.

Et årelangt studie af gravens hesteudstyr

Lige siden graven dukkede op i 2012, har museets arkæologer spekuleret på, hvordan hesteudstyret kunne have set ud. Kun ganske lidt af hovedtøjet blev fundet ved forundersøgelsen; to forgyldte korsformede remsamlere, et forgyldt rektangulært spænde og hovedparten af bidslet, hvoraf flere dele var sølvbelagte. Men hvad mon graven mere kunne indeholde? Hørte der andet til det forgyldte hovedtøj? Og hvad lå der ellers i den store grav?

I 2017 startede den videre udgravning endeligt med forskningsprojektet ’Vikingen fra Fregerslev’. Ret hurtigt stod det klart, at der ud over hovedtøjet med de forgyldte messingbeslag også var rester af et sadeltøj, som tilsyneladende havde været overstrøet med små sølvbelagte pyntenitter og aflange rembeslag. For hvert nyt røntgenbillede af de jordblokke, der var taget op fra gravbunden, stod det mere og mere klart, hvor sensationelt fundet var. Ikke siden 1983 (en grav fra Grimstrup ved Esbjerg) var der fundet så rig en ryttergrav fra vikingetiden i Danmark.

Projektet i Fregerslev var gavmildt støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden, Slots- og Kulturstyrelsen samt Skanderborg Kommune, og ryttergraven kunne undersøges til bunds med alle de nyeste metoder inden for analyser og registrering.

Hesten Sokke og hestens ejer, Maria Nørgaard, præsenterer udstyret ved Mariager Fjord. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Et virvar af næsten nedbrudt metal, træ og læder

De mange jordblokke fra graven blev minutiøst udgravet under mikroskop på Moesgård Museums konserveringsafdeling. Genstande og organiske rester blev fotoregisteret i 3D, og de utallige observationer blev digitaliseret. I området med sadeltøj var der mildest talt et virvar af nedbrudte genstande af hvidmetal (sølv, bly, tin), jern, træ og læder. Delene var ofte så dårligt bevaret, at de kun var synlige på røntgenbilleder, og vi må tro, at den døde i sin tid fik meget mere med sig i graven. Alligevel har det været muligt at give et ret præcist bud på, hvordan de mange beslag så ud, og hvad de var fremstillet af. Der har været mindst 24 forskellige former, hvoraf langt de fleste var ren pynt. Enkelte af dem har dog også haft en praktisk funktion; de holdt læderremme på plads og beskyttede remmenes foldede ender.

Metallerne

De fleste af hovedtøjets beslag var støbt i messing og derefter lueforgyldt. Bidslet var smedet i jern, og de synlige dele uden for hestens mund var beklædt med sølvblik presset i fine mønstre.

Alle de mindre pyntenitter på sadeltøjet var fremstillet af tyndt sølvfolie (omtrent så tyndt, som vi kender det fra staniol), der var støttet bagpå med en blanding af tin/bly. Nitterne var monteret på læderremmene med en eller to stifter, mens større og tungere beslag også var holdt fast ved en tynd nitteplade af jern på bagsiden.

Med de tynde lag af ædelmetal så udstyret uden tvivl ud af noget, men i sig selv havde metallet ikke megen værdi.

Rekonstruktion af hesteudstyret

For at få et indblik i, hvordan hestens udstyr oprindeligt kan have set ud, og hvordan det har fungeret i praksis, iværksatte projektgruppen, i tæt samarbejde med et dygtigt håndværkerteam og en hestedyrlæge med viden om historisk hesteudstyr, en rekonstruktion af hovedtøj og sadel med tilhørende remme. I 2021 kunne museet fremvise det færdige hovedtøj, og nu er sadeltøjet også genskabt.

Det rekonstruerede skarpe bidsel med sølvbelagte kindplader og parérstænger. Foto: Merethe Schifter Bagge

Hovedtøjet – ej blot til pynt

I alt 36 beslag skulle monteres på hovedtøjet. Det var noget af et puslespil! Særligt de otte korsformede remsamlere var med til at komplicere sagen, da de alle skulle sidde et sted, hvor mindst to remme krydsede hinanden. For at få det til at gå op blev hovedtøjet designet med en lang rem ned langs midten af hestens hoved. Hovedtøjets læderremme var foldet og derefter syet, hvilket gjorde dem meget stærke, men samtidig utrolig fine og elegante. Til bidslet hørte en tøjle. I graven lå to lange remforløb tæt besat med beslag, der minder om andefødder. Vores bud er, at disse kan have tilhørt tøjleremmens første stykke på begge sider.

Selve bidslets udformning vakte stor undren. Trods sit pyntede ydre, var bidslet nemlig designet med et særdeles skarpt udformet mundstykke. Mundstykkets to dele har hver fire skarpe vinger, der kunne skabe et seriøst tryk og i værste fald gøre skade i hestens mund. Hvorfor skulle mundstykket være så skarpt? Kunne dette hænge sammen med måden, hesten dengang blev brugt og redet på? I nøje overensstemmelse med fundet, og med stor nænsomhed, blev bidslet rekonstrueret og testet på en levende hest af hestedyrlæge og rytter, Maria Nørgaard. Hendes egen hest Sokke stod tålmodigt model. Ved sammenligning med to velkendte moderne bidsler stod det klart, at bidslet i sin funktion lignede det, man i dag kender som stangbid. Med bidslet kunne hesten styres med en enkelt hånd, selv i højt tempo og i skarpe vendinger. Sådan et bid ville være særdeles brugbart til ridning på jagt eller i kamp, hvor man skal have fuldt styr over hesten og kunne håndtere våben samtidig. Vi kan ikke afgøre om hesten fra Fregerslev blev brugt til jagt eller krig, men testen viser til gengæld, at det bestemt har været muligt.

Nogle af de originale beslag fra tøjlen. Beslagene kaldes for andefodsbeslag, da de godt kunne ligne foden af en svømmefugl. Foto: Rógvi Johansen

Sadeltøjet – mest til pynt

Selve sadlen var opbygget af træ. Den består af et træsæde holdt sammen af to sadelbuer, også kaldet pomler. Der er fundet et større, forholdsvist velbevaret, stykke af den ene sadelbue, og der er desuden fundet rester af selv træsædet. Pomlerne var af træsorten naur, og deres kanter var pyntet med tynde, sølvbeklædte randblik. Mellem randblikkene var udskåret bittesmå mønstre i træet, og under kanten på pomlernes for- og bagside sad der flere ottekantede pyntebeslag af sølv.

Store områder med træ og læder viser, at sadlen med stor sandsynlighed har været beklædt med læder på sæde og sider. På sadellæderet har vi spor efter mange forsølvede pyntenitter. Nitterne lå i et stort virvar i området, og kun to klaser af helt tætsiddende pyntenitter ved siden af den ene pommel viste os et sikkert mønster i designet. Ved rekonstruktionen af sadlens læderbetræk blev pyntenitterne derfor placeret efter vores bedste bud og forslag.

Hest og rytter præsenterer her det genskabte hesteudstyr i morgendug ved Lyngbakkerne. Foto: Merethe Schifter Bagge

Om sadlen har haft et såkaldt ’sædeophæng’ under læderbetrækket vides ikke. Men et stykke læder (eller råhud) viste en række af cirkelformede aftryk, og der blev fundet flere små meget nedbrudte jernstifter i området. Dette kunne stamme fra et sædeophæng monteret med små jernsøm. Et sådant sædeophæng ville øge rytterens komfort i sædet betragteligt, og vi besluttede, at dette kunne være et godt bud på sadlens opbygning.

Ved sadlen lå også to grupper af tre smalle forløb bestående af et langt smalt beslag og firkantede pyntenitter.

På omtrentligt samtidige billedkilder fra kontinentet, ses sadeltæpper med lange pynteremme monteret på tæppets bagerste del (f.eks. Stuttgart Psalter, 9.årh). I det rekonstruerede sadeltøj fra Fregerslev foreslår vi derfor, at beslagene kan have siddet på samme måde som hængende pynt fra sadellæderet.

Detalje af fortøjet med de lange læderstroppe fyldt med forsølvede beslag. Foto: BusinessFilm/Christoffer Håkansson

Remender og hovedbrud

De utallige remender og beslag i sadeltøjet voldte en del hovedbrud, og mange løsningsforslag blev bragt i spil igennem processen. Nemmest var det med de store spænder, der grundet deres størrelse og form kun kunne høre til hhv. gjord- og stigremme. Små remender synes at høre til tøjle eller smalle remme, mens fem store brede remender med tætsiddende pyntenitter synes at have tilhørt et fortøj.

Noget lignende ses på billedkilder fra middelalderen, hvor hestenes fortøj er flot pyntet med frithængende remme. Remmene fra Fregerslev tyder imidlertid på, at denne slags pynt på hesten allerede blev anvendt i vikingetidens Danmark.

Udover de store remender fra fortøjet, var der yderligere mindst 15 andre remender af forskellig form, som alle har dannet afslutningen på en tynd rem. Mange lå sammen med pyntenitterne i ét stort virvar. Sikkert var det dog, at der måtte have været mange meter remme, og at flere remme måtte ende ”blindt” som på hovedtøjet. Og mens fortøjets tunge remforløb vidner om en kraftig bærende og funktionel rem, var disse tynde remme måske mere til pynt i designet. Kunne sådanne tynde remme have prydet hestens bagparti?  Inspireret af lidt yngre afbildninger (fra f.eks. The Luttrell Psalter, ca. 1325) valgte vi at lave et bagtøj med mange tynde remme, der tilgodeså de mange remender.

Stadset ud i livet og døden med hest og glitter

At genskabe noget så kompliceret som et sadeltøj, som traditionelt består af mange delelementer, vil altid være behæftet med usikkerhed – særligt med et ca. 1100 år gammelt seletøj, som var under stærk nedbrydning. Det til trods, så vidner genskabelsen om, at man som magtfuld person i vikingetiden gik op i, at også hesten skulle glimte så meget som muligt, og så var det mindre vigtigt, om det kun var det yderste ultratynde lag på beslagene, som var lavet af guld eller sølv. Prestigen lå i al den glitrende pynt, der kunne ses på lang afstand.

Ud fra fundet og rekonstruktionen er der slet ingen tvivl om, at udstyret har været display for sin ejers rigdom og status. Det barske bidsel vidner samtidig om, at udstyret skulle være funktionelt, og at rytteren skulle have muligheden for fuld kontrol over hesten i enhver situation.

Bidslets udformning skal nok ikke tolkes med nutidens øje på dyrevelfærd. Hesteudstyret fra Fregerslev viser tydeligt, at hesten dengang både var et værdifuldt transportmiddel og en værdsat følgesvend. Så værdsat at den skulle have det ypperste pynt og følge sin herre i graven og videre til det hinsides.

Maria Nørgaard, Anne Pedersen og Merethe Schifter Bagge

Tak til

Guldsmed Niels Gunni Vase

Fulgjyr Smedelaug

Ildsmeden Jesper Jørgensen

Jakob Ljørring

Hesten Sokke

Projektgruppen bag ’Vikingen fra Fregerslev’

For lån af Lyngbakkerne i Gl. Rye

Businessfilm.dk

Jørgen Bak Rasmussen

Hesten Sokke med dets ejer Maria Nørgaard, som så smukt præsenterer udstyret. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen