Rytteren var ikke alene i graven
Vikingens hest var nemlig med på rejsen til Valhalla.
Da ryttergraven blev udgravet sidste år, undrede det arkæologerne, hvorfor der var forholdsvist fundtomt i den sydlige del af graven. Dette mysterium formodes nu at være løst, idet der i en af jordblokkene er fundet resterne af en stor dyretand på mindst 3,7 cm's længde, som med stor sandsynlighed stammer fra en hest. Tanden er desværre så nedbrudt, at den ikke kan artsbestemmes ved hjælp af hverken DNA- eller proteinanalyse.
Fosfatmålingerne af gravens bund viser, at der er en ophobning af fosfat netop i den sydlige del af graven, og understøtter dermed, at hesten formodentlig er stedt til hvile her. At få sin hest med sig i graven var ikke så usædvanligt for medlemmer af eliten i midten af 900-tallet, og var med til at understrege mandens status i samfundet.
I den nye udstilling, som åbner fredag d. 3. august 2018, vil man bl.a. kunne se resterne af tanden.