Et fint mønstret beslag
Sølvbelagt beslag - "blødt som våd mariekiks"
Et ca. 10 cm langt, rektangulært beslag med to nittehuller kan nu ses på Museet i Skanderborg. Beslaget består af en forsølvet tin/bly-legering, som er påloddet et tyndt stykke jern. I hver ende ses spor efter et nittehul.
Det mønstrede sølvblik er sat sammen af to stykker. Det kan man se, da stykkerne, under monteringen, er kommet til at sidde lidt forskudt for hinanden. Mønstringen består af en ’perlebort’ langs kanten, tyndt fletværk på indersiden og i midten ses ’S’-formede slyngninger liggende på rad og række.
Bag på beslaget ses organiske rester, hvoraf noget kan bestemmes til at være træ. Beslaget har derfor højst sandsynligt været monteret på et stykke træ. Den er fundet lige i kanten af området med seletøj, så det er også en mulighed at den har hørt hertil, men kan altså lige såvel være rester af et træskrin e.l.
I konserveringsrapporten omtales fundet som værende ligeså blød som våd mariekiks, hvilket med andre ord vil sige, at metallerne er ekstremt nedbrudte. Det er derfor helt utroligt at konservatorerne alligevel kan få så fint et resultat ud af det!
På røntgenfotoet af beslaget ses ornamentikken meget tydeligt. Foto: Moesgård Konserveringsafdeling