Et smukt remendebeslag er renset frem
Med stor tålmodighed får konservatoren renset den meget nedbrudte genstand frem.
I en af de store jordblokke med seletøj er der nu renset et meget smukt beslag frem, som har siddet for enden af en rem. Beslaget er tungeformet med en vulstet kant. Den vulstede kant er lavet af en tin/bly-legering og har været beklædt med sølv. Sølvet kan i dag ikke ses med det blotte øje. Pladen i midten, derimod, har et bevaret tyndt sølvlag som ligger ovenpå en tynd plade af tin/bly. Sølvet er fint ornamenteret med perlebort langs kanten samt cirkulære smalle vulste i midten. Der ses et nittehul i den smalle ende af beslaget og i den modsatte ende er der en krog af jern, som også har været forsølvet. Krogen har være bukket om en rem på omkring 2,5 cm’s bredde. Lignende stykker er bl.a. fundet i den meget rige ryttergrav fra Thumby Bienebek grav 37A.
Fra den smalle ende af det tungeformede stykke er der monteret en række af pyntenitter, alle forsølvede. Der ses to typer pyntenitte. Den ene nitte er udformet som en blomst med et rundt glat midterfelt omgivet af en smal vulst og yderst en krans af små blade. Den anden nitte er rudeformet med cirkulære afslutninger ved hjørnerne. Nitten har en perlet kontur langs kanterne og perlede diagonaler mellem hjørnerne.
Rudenitterne ligger inderst på en række, mens blomsternitterne ligger på begge sider af rudenitterne. Sammen med det tungeformede remendebeslag har de udgjort en meget smuk afslutning på en rem. Der findes yderligere fire lignende stykker i seletøjet fra Fregerslev og er udgør et helt unikt indblik i hvordan et pragtseletøj kan have været dekoreret.