Et såkaldt andefods-beslag er renset frem
Konservatoren har netop afrenset et meget smukt sølvbelagt beslag fra seletøjet
Røntgenbillederne af de optagne jordblokke fra kammergraven viser, at der er omkring 35 andefods-beslag fastmonteret på seletøjet. Beslaget ligner lidt en andefod, heraf navnet, og er lavet af en tin/bly legering med et tyndt lag sølv på forsiden. I den ene ende af beslaget er det spor efter to jerntapper, som har været anvendt til montering på en læderrem. Stykket er 2,9 cm langt.
Fælles for stort set alle de fundne andefodsbeslag i graven er, at de ligger i et forløb med flere af samme slags, hvilket taler for at de enten har været monteret på tøjlen eller på fortøjet eller bagtøjet til hesten.