Pollen i stride strømme
Pollen vidner om strøelse, og måske endda hestefoder, lagt på gravens bund
Usædvanligt mange pollen er bevaret på gravens bund, og de i alt 10 analyserede prøver har vist sig at være utroligt spændende og givende for tolkningen af gravens indhold. Resultaterne er endnu undervejs og udføres af pollenanalytiker Renée Enevold som arbejder på Moesgård Museums Naturvidenskabelige afdeling. De foreløbige observationer peger på, at gravlejet formodentlig har bestået af hø. Græsser, rug, byg, lyng, mælkebøtte, ranunkel og tidsel er blandt nogle af de registrerede pollen som findes i det meste af graven. Rytteren og hesten blev altså ikke lagt på den hårde, kolde jord, men de efterladte har omhyggeligt skabt et blødt gravleje bestående af halm eller høslæt.
I det nordøstlige hjørne af graven, er der derimod fundet en hel anden sammensætning af pollen end i resten af graven. Her består mellem 83 og 97 % af de i alt fire prøver fra dette område, af pollen fra enten havre eller hvede. Pollen afgives ikke så let fra korn, så det er ret så unikt at finde så mange samlet på ét sted. Vi var opmærksomme på dette område i forvejen, da der under udgravning af præparatet med hovedtøjet, blev fundet ufattelige mængder avner, muligvis bestemt som havre, som var bevaret som fytolitter. Fytolitter er en slags mineraliserede plantedele. Ophobningen af både avner og pollen fra enten hvede eller havre i netop dette område kunne tyde på, at man har givet hesten et sidste lækkert måltid med i graven.
Mængden af kornpollen er overvældende. Foto v. Renée Enevold, Moesgaard Museums Naturvidenskabelig Afdeling.