Et raslende og glimtende beslag
To-leddet rasleblik på hovedtøjet gav lyd når hesten var i bevægelse
Fregerslev-rytterens hest har med sine mange sølv- og guld-glimtende beslag ikke blot været et prægtigt syn, men også understreget rytterens status i samfundet. Hovedtøjet var beklædt med mindst 36 forgyldte beslag, hvoraf hovedparten kun var beregnet til at pynte. I denne nyhed behandles den ene type af pyntebeslagene.
Et såkaldt rasleblik skulle med sine to led, ringle og glimte på hovedtøjet. I Fregerslev er der fundet dele af i alt syv af denne type. Beslagets ene led er et cirkulært, fladt, ornamenteret stykke på 1,3 cm i diameter uden spor af nitte på bagsiden. Det vil sige det er denne del, der har været bevægelig. Et fire cm langt, ornamenteret stykke udgør det sidste led. Leddet afsluttes med et stiliseret dyrehoved, som ikke er lige tydelig på alle stykker. På bagsiden ses spor efter to nitter - en i hver ende. Desuden ses en smal langsgående fure på midten af stykket, og ved nogle af beslagene ses rester af læder og tynde jernplader på bagsiden.
Rasleblikket, som er af en kobberlegering, formodentlig messing, er støbt og siden lueforgyldt.
Der er ingen direkte paralleller til rasleblikket fra Fregerslev, men der kendes to-ledede stykker fra flere ryttergrave, bl.a. Stengade og Thumby Bienebek grav 37A.
Detailfotos af et rasleblik der er gået i stykker. Foto: Foto & co v. Brian Poulsen.