Otte forgyldte remsamlere
De ikoniske krydsformede samlere er prikken over i'et
Fregerslev-rytterens hest har med sine mange sølv- og guld-glimtende beslag ikke blot været et prægtigt syn, men også understreget rytterens status i samfundet. Hovedtøjet var beklædt med mindst 36 forgyldte beslag, hvoraf hovedparten kun var beregnet til at pynte. I denne nyhed behandles de krydsformede remsamlere.
I alt otte identiske remsamlere har prydet hovedtøjet de steder hvor remmene krydsede hinanden. Normalt vil fire af slagsen være rigeligt til et almindeligt hovedtøj, men her er der altså anvendt dobbelt så mange, hvilket betyder at der må være tilføjet korte (unødige) remme, hvis funktion udelukkende var at holde de fire ekstra remsamlere. I en grav i Thumby Bienebek i Schleswig (Kammergrav 54 A) er der fundet et hovedtøj med 16 remsamlere, så fænomenet med flere end fire remsamlere kendes, men må anses som sjældent.
Remsamlerne måler ca. 4,1 cm fra spids til spids, er støbt i messing og derefter lueforgyldt. For enden af hver arm er der et stiliseret dyrehoved med spids snude, kantet hoved og ører. På bagsiden er der en monteringsnitte på hver arm. Stykket beskrives normalt som tilhørende Jelling stil.
Udover de flotte stykker fra Fregerslev, er der fundet lignende remsamlere i ryttergrave fra Schleswig (Langballiggau grav 1 og Thumby Bienebek 37 A). Her kendes desuden en lidt ældre udgave i Borrestil. Ellers er det ved hjælp af de mange flittige detektorfolk landet over fundet flere løsfund af de forgyldte remsamlere, både i Jelling- og Borrestil.
Sidste år udkom en artikel omkring de otte selesamlere fra Fregerslev, (Bagge, Merethe Schifter, 2019; De otte selesamlere fra ryttergraven i Fregerslev. I: Arkæologi i Slesvig 17, 2018, s. 83-96) hvis man skulle have lyst til at læse mere.