Birkebark-beholder
Lille rørformet beholder er fundet i området med sadeltøjet
Der er små hints hist og pist som afslører, at der må have været organiske beholdere, æsker og skrin i graven. Desværre efterlader de sig ikke mange spor i en så nedbrudt grav som den i Fregerslev. Enkelte metalbeslag i de ellers tomme områder i graven, samt geokemiske analyser viser dog, at der her har været masser af gravgaver, hvor vi må regne med at størstedelen af materialet var organisk, og dermed nedbrudt.
For første gang er der nu dukket et synligt bevis op. Nemlig et birkebark-rør. Selvom det også er nedbrudt, afslører detaljer, at røret havde en samling, som formodentlig har været syet sammen. Selve syningen er ikke længere bevaret, men vi mener at kunne se nogle af de små slidser som sytråden har gået igennem. Røret er minimum 5,5 cm højt og har en diameter på 4 cm. Altså en ganske lille beholder. Der er ikke spor efter hverken bund eller låg, hvilket kan skyldes at der i den ene ende ligger en større sten og den anden del er desværre kappet af i udgravningssituationen.
Her ses et foto med optegning af den fladtrykte beholders afgrænsninger, samt markering af de mulige slidser langs den ene kant. Foto: Marianne Schwartz, Moesgårds Konserveringsafdeling.
Et af de meget kendte birkebarks-spande er over 2000 år ældre end fundet i Fregerslev. Der er selvfølgelig tale om spanden fra Egtved-pigens grav. Spanden indeholdt resterne af en gæret drik, formodentlig mjød. Birkebark har været et nyttigt materiale til netop forskellig type beholdere sikkert gennem alle tider.
Hvad den lille beholder har indeholdt i Fregerslev-graven er endnu ukendt. Der er ikke synlige spor efter eksempelvis væske, men usynlige spor derfra kan stadig sidde inde i barken.