Stor interesse for vikingetid
Vikinger og Vikingetid er det store hit i disse år. Interessen bare stiger og stiger
I disse år stiger interessen for vikinger og vikingetiden konstant. Jelling har i de seneste år været genstand for et stort forskningsprojekt med påvisning af et gigantisk indhegnet areal omkring kirken og højene m.m. Danmarks femte ringborg er fundet ved Køge. Interessen for at detektorafsøge arealer for metalgenstande er eksploderet og der findes et rigtigt stort og flot materiale fra vikingetid, senest det store gulddepotfund ved Fæsted nær Ribe. At vikingerne også drak vin er påvist ved fund af vindruekerner ved en stormandsgården i Tissø. I denne uge kommer så nyheden om at sporstofanalyser på tænder fra en kvinde begravet i en højstatus grav ved Randers stammer fra Norge. Således bidrager nye fund og forskningen i disse år med et væld af nyt om vikinger og og vikingernes verden.
Nu kommer udgravningen af "Vikingen i Fregerslev" der for første gang siden 1983 skal være med til at sætte fokus på vikingetidens højstatusgrave på et jarl-niveau. Et statuslag lige under kongen. Følg med her på hjemmesiden, Facebook og Instagram.