Nye beslag til seletøjet
Et nyligt indkommet røntgenfoto viser endnu flere beslag til hestens efterhånden ret omfattende seletøj
Bedst som vi troede at det ikke kunne blive mere vildt med hestens seletøj, ja så bliver der ved med at trille røntgenfotos ind af jordblokke som rummer endnu flere beslag dertil. I denne omgang er der tale om små firkantede pyntenitter samt såkaldte nøglehulsbeslag. Begge genstandstyper kendes også fra ryttergraven i Grimstrup ved Esbjerg. Samtidig er der spor efter et ukendt objekt. Kigger man godt efter på røntgenbilledet kan man se en række af mindre, ornamenterede beslag. Det ser ud til at beslagene har siddet på noget langt, smalt, organisk materiale. I dag er der taget en endnu større jordblok op, som ligger lige ved siden af ovenstående. Endnu en gang håber vi på at stigbøjlerne snart dukker op.