Over 700 metalgenstande fra ryttergraven!
Genstandene i de optagne jordblokke er nu talt op.
Udgravningen af ryttergraven tog kun tre uger, men den er dog langt fra færdigudgravet. Foran os ligger flere årsværk af konserveringsarbejde, idet over 700 metalgenstande skal graves frem af de mange præparater, der blev taget op af graven. Efter en tilbudsrunde står det nu klart at konserveringsafdelingen på Moesgård Museum får æren af minutiøst at udgrave de mange beslag, pyntenitter og spænder fra hestens seletøj. Det er ingen hemmelighed at arkæologerne på Museum Skanderborg tripper for at komme til at se genstandene i virkeligheden og ikke kun på røntgenfotos. Under udgravningen i felten var det kun ganske få fund som man kunne tage op og se hvad var. Dette skyldtes fundenes generelt ringe tilstand efter at have ligget i jorden i så mange år. Håbet er at konserveringen ved hjælp af diverse stabiliserende væsker kan redde de fleste genstande. Arbejdet med udgravning og konservering af genstandene påbegyndes efter sommerferien.